Hun snød mig sgu i dag, Ruth.

Kysterne i både Kenya og på Zanzibar er både kendt og berygtet for deres “beach boys”. Unge mænd i fuld masai-udklædning, som møder blondiner med ord som “jambo, mzungu. I’m masai from xxxxxx, you want company”, i samme øjeblik som blondine forlader hotel området for at spadsere på stranden. Alternative kontaktskabende forsøg kan lyde “hello, hello, jambo, how are you, where you from, hello, welcome to Kenya, everything ok”…. I én sætning vel og mærke.

Nu er det ikke fordi, jeg er kendt som en blødsøden sugar pie med store blå øjne. Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg ser sur ud. Ja tænk jer, engang havde jeg endda en chef, som klagede over, hvordan jeg så ud (og så fyrede han mig – og så pudsede jeg fagforeningen på ham men det er en anden historie, som man siger) – pointen er, at jeg for så vidt ikke har noget problem med at se afvisende ud. Jeg kan bare ikke forstå, det skal være nødvendigt.

Handler i Thailand vs handler i Kenya

Alle handler i Thailand slutter med, at man smiler. Begge parter. Dét kan jeg godt lide. Man kan også godt sige nej til en handel. Så smiler man alligevel og jagten på en ny handel går ind.

Her kan man ikke sige nej. De bliver ved og ved og ved. Sidder jeg på en strandrestaurant, kan der stå en mand foran mig i 10 minutter og svinge med sine kokosnødder (ja, jeg MENER kokosnødder) hvis jeg så meget har kigget op fra min bog. Ét blik er åbenbart en indikation af at mzungu vil købe kokosnødder…. Han kan sgu da for fanden se, at jeg sidder med en øl!?

Anyway, alle lokale siger, at man bare skal ignorere dem, så går de. Så det gør jeg – men selvom jeg ser naturligt sur ud, er det altså enormt anstrengende HELE tiden at se sur ud, når man ikke er det.

Så kom Ruth

I dag sad jeg så på stranden på min flade med solen i ryggen og gravede et hul. Tidevandet var på vej ind og jeg var top excited over, at der ville komme vand i min egen lille indsø.

Pludselig stod hun der. Bette mørkhåret prinsesse og spurgte, hvad jeg hed. Jeg hed Winnie. Hvad hun hed? Hun hed Peace. Hun var 6 år gammel og tilpas genert. Som kom Ruth. Ruth var hendes mor. Hun undskyldte mange gange, men hendes datter ville så gerne hilse på mzungu. Jamen, helt ok, sagde jeg. Om jeg havde været I Kenya før? Lidt sjovt spørgsmål at indlede en samtale med, tænkte jeg, men ja, det havde jeg….

Snak frem og tilbage, bor i Nairobi, 4 børn, tre drenge – pludselig kom Peace, ingen penge til skole, om jeg godt ville give hende nogle penge, så Peace kunne komme i skole. Nej, det ville jeg ikke, sagde jeg. Jeg havde allerede rigeligt med familiehuller at smide mine penge ned i. Ohhh, sagde Ruth – du “sponsorerer” allerede friends (sådan siger man ” sponsor”). Ja, det gjorde jeg. Ok, sagde hun. Det var derfor, jeg spurgte, om du havde været i Kenya før. Jeg har fået at vide, at jeg skal finde en, som ikke tidligere har været her – alle der har været her før, har nogle, de sponsorerer. Hun spurgte godt nok lige en ekstra gang, men svaret var stadig nej. Ok, sagde hun. Jeg ønskede held og lykke og de to traskede afsted. Hun fik ikke det, hun kom efter. Men vi sluttede begge af med at smile.

Bedst som jeg havde fået nok af folk, der vil have noget af mig, så kom Ruth sgu og snød mig.