Tanker om at være vandrer

En hel typisk scene, når jeg er på hærvejs-vandreture, kunne se sådan ud: Jeg ankommer til dagens overnatningssted og bliver hjerteligt modtaget med ordene: “nå, det kommer en vandrer”. Hvorefter jeg lidt forvirret kigger mig omkring, for at se, hvem der mon er i hælene på mig, for jeg er altså ikke “vandrer”

Jeg har bare været ude at gå en tur. Bevares, en lidt lang tur måske men ikke desto mindre en GÅtur

En “vandrer” er sådan en i zip-off pants, vandrestøvler og med vandrestave i hænderne og en stor rygsæk på ryggen, hvor der er sovepose og telt og trangia. Vandflasken er miljørigtig og dingler smart fra rygsækken. Dét er en rigtig vandrer. 

Jeg går i et par aflagte løbesko, løbetights og en jakke fra H&M. Min vandflaske er en aflagt plastik(åh-gru)flaske fra Rema. Vandrestave bruger jeg ikke. Til gengæld kommer jeg særdeles ukønt ned ad skrænter på min dertil indrettede popo 🙈

Anyway, det fik mig til at tænke på hele det der med at gå. 

Bruce – og alle de andre – havde ret

Jeg har i årevis været begejstret for Bruce Chatwin. Det er ham med “Drømmespor/”Songlines” der beskriver, hvordan den oprindelige australske befolkning sang landskabet frem mens de – tadaaaa – gik. Hele den der Chatwin fascination kom sig egentlig af min komplette forelskelse i en andet stort kontinent, som begynder med A. If you know you know….

Det var dengang, min veninde og jeg gik Århus tyndt med vores imaginære Grand Danois – på udkig efter løver. Hvilket jeg naturligvis havde indtalt på min telefonsvarer…. Kan I begynde at se mønsteret? 😉

Anyway, det der med at gå, er altså ikke nyt. Min gamle far – som i mange år har bakket op om både læselyst og videbegærlighed – forærede mig troligt alle de Chatwin bøger, jeg ønskede mig, og det gik op for mig, at Bruce og jeg var ret meget på bølgelængde omkring det med at gå. 

Det samme var Kant, Kirkegaard og Hemingway. I Ulysses lader James Joyce karaktererne gå, Mrs Dalloway går ud efter blomster…. Jeg kunne blive ved, og det KAN umuligt være et tilfælde!

Ud og gå en tur

Nogle gange, når livet trækker en lidt rundt i manegen (og helt ærligt; på bagkanten af en pandemi, hvem kan så se sig fri for det?), kan det være meget godt at spørge nogen, der er klogere end en selv, lidt til råds.

Det virker som om, mange af dem siger, GÅ. Så det gør jeg.

Min erfaring siger mig, at det hverken kræver vandrestave, zip-off pants eller fancy skal-jakke. Det kræver (ideelt set – man må jo ikke ekskludere nogle…..) to ben. 

Så afsted med dig. Ud og gå en tur. 

Og det var mor.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *