Så står vi der. I flade sandaler med myggestik på anklerne og forbrændte nakker.

Vi skal hjem. Til et Europa i kaos.

Jeg har aldrig været vild med at skulle hjem fra noget som helst, der mindede om en udflugt. Bare spørg min mor.

Jeg har alligevel altid glædet mig over, at det trods alt var EUROPA, jeg skulle hjem til.

Det gør jeg ikke denne gang.

Jeg aner ikke, hvor fanden corona er henne i Tanzania. Her er malaria, denque, bilharzia, kolera, hepatitis, elephantiasis, tick bite fever, black water fever, tyfus – og givetvis en helt masse andet, jeg ikke kender til. Så meget ved jeg.

Jeg ved også, at de to unge mænd, jeg kalder mine venner, har mistet gløden i deres øjne. De har tabt sig, og hvis man spørger dem om noget, siger de mest “I don’t give a fuck”. Det er løgn. Det ved jeg. De har normalt let til smil, masser af selvironi og en helvedes masse gåpåmod og vilje til at forandre den skæbne, de ellers er født til. Nu er de tynde, og glimtet i deres øjne er væk. De gemmer sig for deres landlords, fordi de ikke kan betale huslejen, og de spiser, når der er mad. Ikke når de er sultne. De arbejder – som mig selv – i rejsebranchen. Bare i Afrika.

Men nu smutter jeg hjem. Til Europa. Hvor vi skal undgå at for mange får corona på en gang, så vi ikke har ressourcer til at behandle folk med livsstilsrelaterede sygdomme. Til Europa hvor vi nemt kan fylde vores køleskab, lukke os inde og drikke vin, mens vi har ondt af os selv.

I Afrika dør de sgu alligevel af så meget.